Hvad musik kan betyde

Da jeg ankom for mere end to uger siden, blev jeg lidt nostalgisk. Og også lidt glad. Jeg kunne nemlig se, at ham, der har åbnet sådan et værksted, hvor han reparerer landbrugsmaskine, var i fuld gang med en opgave. Der blev banket på jernplader. Der blev svejset.
Min nostalgi opstod, fordi lyden af hammeren og svejseapparatet mindede mig om min bedstefar. Glæden opstod, fordi jeg ved, at det er et ungt menneske, som arbejder. Et menneske, som ikke kun kæmper for at overleve – sådan økonomisk. Nej, et menneske, der kæmper for, at den lille, bitte landsby, som han blev født i, ikke dør ud.

Uddøende landsby

Og ja, det er en uddøende landsby, som jeg har fundet et midlertidigt rum i. Jeg kan se, at bønderne er ved at dø ud. Deres børn har for længst flyttet sig ind til de nærmeste, store byer. Deres bedsteforældre bliver ved med at dyrke lidt oliven og grøntsager. De fleste af dem har skiftet fra konventionelt landbrug til at dyrke deres varer økologisk. Heldigvis. De er opmærksomme. Og jeg nyder godt af det, fordi jeg kan købe friske økologisk dyrkede grøntsager fra dem. Og det har jeg egentlig ikke brug for. Jeg finder ofte en pose hængende på min dør. Den er fyldt med grøntsager: Tomater, agurker, squash, melon, frisk løg. En gave fra en af naboerne, der sætter pris på, at jeg er her. Der er aldrig nogen lille seddel ved posen, jeg finder. Altså en seddel, der fortæller mig, hvem det er, der har givet mig grøntsagerne. Men jeg ved det: Det er min nærmeste nabo. Han er stolt af sin køkkenhave og vil gerne dele sine fine produkter. Det betyder jo, at jeg skal tilbyde ham en kop kaffe eller en kold øl, når jeg møder ham nede på den lokale café. Og det gør jeg tit. Det er helt fint. Ok, med mig.

En dag, hvor han ikke havde så travlt med sine pligter i markerne og køkkenhaverne, fangede jeg ham så i en samtale. Jeg ville vide mere om ham. Hvad laver han, når han ikke passer sit fritidslandbrug. Hvad laver hans kone og børn? Kommer de aldrig herop til landsbyen? Og hvorfor ikke?

Musikefterskole gav dannelse for livet

Han begyndte at fortælle mig om sig selv. På den måde som kun stolte sydeuropæiske mænd tør gøre det overfor kvinder. Han fortalte, at han havde gået på noget, der svarer til efterskole i Danmark i et år, havde fundet ud af, at han ikke ville ende på et offentligt kontor med titlen ”ingeniør – dit eller dat” (hvilket er meget almindeligt her i landet). Det var en musikefterskole, som han gik på, og den fik ham til at vælge mange af de krav, der lå på ham fra. Han sagde, at han var taknemlig over at have den mulighed. En del af hans ældre søskende havde ikke haft den mulighed. Og resultatet er, at de kæmper en brav kamp for at få tingene til at hænge sammen. Han fik muligheden for at vælge – og lære – og benyttede sig af den. Resultatet: Et sundt og stærkt menneske.