Sportsfysioterapi

En gang i løbet af sommeren sidste år havde jeg besøg af min lillebror. Han er 30 år gammel. Et par uger inden besøget, havde han lige besluttet sig for at trække sig tilbage fra sine aktiviteter som topatlet i atletik. Han har været topatlet, siden han var 17. Han var ikke meget for at skulle trække sig tilbage fra konkurrenceverdenen og al spændingen, der er ved de store internationale stævner. Men en skade havde tvunget ham til det. Han var uheldig og faldt ved en konkurrence. Han brækkede en ryghvirvel og lå på hospitalet i meget lang tid. Hans fans var skuffede. De sendte ham tusindvis af blomster og søde kort med ønsker om god bedring. Han svarede på hvert og eneste kort, han fik.

Sportsfysioterapeut hjalp

Efter næsten 2 måneder, som sengeliggende fik han lov til at stå op. Han var naturligvis komplet ude af form, og de første par uger var det svært for ham bare at stå og gå lidt. Som atlet har han lært selvdisciplin, og han var meget påpasselig med at følge sit genoptræningsprogram. Men han er også en utålmodig mand, så på et tidspunkt kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme tilbage i form. Så han henvendte sig til et sted med sportsfysioterapi i Valby, som han kendte til. Han ville høre dem, om de måske kunne optrappe genoptræningen lidt.

Det fik han et klart svar på: Det var et rungende nej. Han fik også at vide, at hvis han skyndte sig for meget, og ikke hørte efter hvad den terapeut, som allerede behandlede ham, sagde, så kunne han risikere at blive invalid for altid.

Skuffet

Hans skuffelse var naturligvis stor. Han var virkeligt helt nede i kulkælderen. Men efter et par uger ringede han og spurgte, om han kunne komme og besøge mig i et par dage. Det sagde jeg naturligvis ja til. Han kom, og vi fik en mulighed for at tale godt sammen. Det har vi altid gjort. Han fortalte mig om sin skuffelse og om, hvor uretfærdigt han syntes, at livet var. Jeg fortalte ham, at lige efter faldet, og da de første, røgten billeder var blevet taget, havde lægerne faktisk sagt, at vi muligvis måtte se frem til, at han skulle sidde i rullestol resten af sit liv. Heldigvis blev deres fremtidsudsigt for ham gjort til skamme med god genoptræning. Det var sådan set ikke noget, der opmuntrede ham særligt meget.

Fremtiden

Men vi talte meget om, hvad han gerne vil lave i sit liv fremover. Han har et godt hoved, og jeg foreslog, at han måske tog nogle kurser på HF, så han måske kunne læse videre. Uddanne sig til fysioterapeut eller jurist. Han var meget pessimistisk, men lovede mig, at han ville tænke grundigt over tingene og sin fremtid. Efter nogle dage rejste han hjem til sig selv. Der gik nogle dage, og så ringede han mig op og fortalte, at han ville følge mit råd. I går ringede han så igen og fortalte, at den første eksamen var gået godt, og hvis det fortsatte sådan, vil han sikkert kunne komme ind på jurastudiet til efteråret.