Jysk flyttefirma
Jeg er ærlig talt ved at være godt og grundigt træt af altid at skulle flytte. Jeg er en svær personlighed at komme ind på livet af. Samtidigt har jeg selv svært ved at lære nye mennesker at kende. Derfor er det noget af en kamp for mig, hver gang vi skal flytte. Jeg har altid følelsen af, at jeg lige er faldet til, og så skal vi flytte igen. Men i kraft af min mands job, så skal vi flytte sådan ca. hver 4. år. Han er diplomat. En meget dynamisk mand. En stærk mand. Jeg beundrer ham. Jeg er stolt af ham. Og jeg er stolt af at være hans hustru.
Periode i Danmark
Nu har han haft en periode herhjemme i Danmark i de sidste 4 år. Han valgte det selv, fordi han godt kunne mærke, at jeg ligesom ikke længere kunne holde til at være diplomatens ægtefælle. Det er et krævende job. Ikke kun af diplomaten selv. Også af ægtefællen. Der er hele tiden nye ting, man skal lære at tage hensyn til samtidigt med, at man også skal kræve nogle ting af de nye omgivelser. Det er en hårfin balance. Men nu efter 4 år i Danmark – 4 dejlige år – skal vi afsted igen. I de sidste 4 år har vi boet i en lille lejlighed inde i København, så min mand har kunnet passe sit job.
Godt flyttefirma i Hobro
Alle vores ting blev sat til opmagasinering hjemme i Hobro hos det flyttefirma, vi brugte. Jeg har nemlig besluttet, at når han ikke længere skal udstationeres, så flytter vi til Hobro. Det var bare en beslutning, jeg tog. Min mand havde ikke nogen indvendinger imod det. Sådan fungerer vores ægteskab en gang imellem. Han tager mange af beslutningerne, som vedrører vores familie. Men det er mig, der tager de virkeligt store beslutninger. Sådan har det altid været.
Jeg har faktisk ikke tænkt mig, at jeg vil have ret mange af vores ting med os til det nye sted, hvor vi skal hen. Vi får jo en bolig stillet til rådighed. Der er møbler. Og vi kan da supplere med møbler eller køkkengrej, hvis der mangler noget. Vi skal jo ikke bo på indlandsisen. Der er forretninger og civiliserede mennesker der, hvor vi skal hen. Så ja. Vores ting bliver stående til opbevaring i Hobro. Og så må vi se, hvordan det går derfra.
Datter på kostskole
Jeg ved ikke, om jeg glæder mig til, at vi skal udstationeres igen. Jeg ved, at jeg kommer til at savne vores yngste datter. Hun har valgt at blive herhjemme i Danmark. Hun skal på kostskole og gøre sin studentereksamen færdig. Hun kommer naturligvis og besøger os i ferierne. Og ja, hun glæder sig til at blive her, hvor hun har venner. Jeg forstår hende godt. Jeg tror faktisk, at det bliver mig, der får den største udfordring på det nye sted: Jeg skal ’kun’ passe mine pligter som diplomatens hustru. Ingen børn at kunne tale med eller trøste eller grine sammen med. Ingen venner på det nye sted. Men jo, det bliver et nyt kapitel. Måske får jeg lidt mere tid til mig selv.
