Stegepander og lykketrolde

Stegepander og lykketrolde

april 19, 2021 0 Af Eskild

Så kom den. Mailen. Med ønskesedlen. Min onkel og tante har bryllupsdag i næste måned. 30 år. De har inviteret til fest. Og jeg har naturligvis sagt ja tak til deres invitation. De er nogle skægge mennesker. Og de har altid været utroligt søde imod mig. Da mine forældre blev skilt, da jeg var helt lille, var det ligesom dem, der trådte ind og hjalp min mor. Hun var meget deprimeret, og derfor var jeg ofte hos min onkel og tante. De blev sådan et par reserveforældre for mig. Så ja, jeg skal da være med til deres fest. De har det sådan lidt med at være lidt skævt på den i forhold til andre mennesker. Fx gad de ikke at fejre deres sølvbryllup. Så nu vil de bare fejre, at de har været gift i 30 år – som tiden dog flyver. De har talt meget om, at de vil forny deres løfter til hinanden under festen. Hvordan de vil gøre det, har jeg ikke den fjerneste idé om. Men jeg er sikker på, at det bliver en sjov, lille ceremoni. Min onkel er en meget opfindsom mand, og han har altid haft den der holdning til livet, som påbyder, at man bare nyder nuet. Her og nu.

Han er kok

Han er kok. Og han er dødhamrende god til at lave mad. Han kan finde på at blande de mest utrolige ting sammen, og så får han bare tryllet himmerigsmundfulde frem. Så det bliver spændende at skulle til fest hos dem. På invitationen skrev de jo, at han selv vil stå for maden.

Men det er ikke maden, det her skal handle om. Nej. Det handler om, at jeg faktisk ikke ved, hvad jeg skal give dem i 30-års bryllupsgave. De er jo ret utraditionelle. Og ja, de har alt, hvad de ønsker sig. Og jeg kan se på ønskesedlen, som jeg har presset dem til at give mig, at de ønsker sig de mest vanvittige ting.

Stegepande på ønskesedlen

Altså, hvilket par der har boet sammen i mere end 30 år ønsker sig en stegepande? Og jeg ved, at min onkel allerede har 9 forskellige stegepander. Jeg ved, at min tante har en stor samling af lykketrolde, som hun altid gemmer væk, fordi hun holder så meget af de små figurer. Hvilket par ønsker sig en ny børste til toilettet? Er det ikke noget, man bare køber?

Det er faktisk sjovt

Jeg kigger på deres ønskeseddel. Og efter grundig granskning kan jeg se, at de har haft det hylende sjovt, da de skrev den. De ønsker sig alt det, de allerede har i forvejen. De tager simpelthen p*s på mig. Jeg kommer til at grine. Jeg kan lige se for mig, hvor sjovt de har haft det med at skrive ønskesedlen. Jeg kan se min tante få tårer i øjnene af grin. Jeg kan se min onkels grimasser for mig. Jeg beslutter derfor, at de skal få lige det, de ønsker sig. Jeg går på nettet. Bestiller lykketrolde og stegepander. Betaler. Får en ordrebekræftelse. Jeg beder shoppen om at få varerne pakket ind som gave – og sendt direkte til dem.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/6 (0 votes cast)
Disclaimer