Jeg er til Smoke Grey Jordan

Måske sender jeg signaler om, at jeg er forkælet. Det har jeg i hvert fald fået at vide af nogle kammerater. De fortalte mig, at jeg har nogle dyre vaner, og at jeg er god til at fortælle omverdenen om det. På en indirekte måde. Selv synes jeg ikke, at jeg er forkælet. At jeg godt kan lide at gå i dyrt streetwear, er min sag. Og jeg skilter ikke med det – sådan bevidst. Så jeg blev lidt overrasket, da mine venner sagde det til mig. Måske også lidt såret. Bagefter tænkte jeg, at det er da rart, at mine venner fortæller mig, hvad de tænker om mig. Men de kender mig åbenbart ikke godt nok. De ved nemlig ikke, at jeg faktisk arbejder hårdt for at få råd til at købe de dyre streetwear. Jeg bruger også lang tid på at finde det. Det er nemlig ikke altid helt nemt. Jo, altså man kan sagtens finde billige efterligninger. Men det vil jeg ikke. Der er måske lidt kult i det. Jeg vil bare have den ægte vare.

Ægte Jordans

Tag nu fx det her par smoke grey jordan 1, som jeg købte for en måned siden. Jeg havde faktisk brugt mange timer på nettet for at finde lige præcist den model, jeg ønskede mig. Og de var dyre. Meget dyre. Men jeg fandt dem. Og købte dem. Jeg går ikke med dem hver dag. Slet ikke. Måske en gang om måneden. Hvis vi skal i byen. Eller hvis jeg skal noget særligt. Men det ved mine venner ikke. De ved heller ikke, at jeg ikke køber dyrt tøj hver uge. Måske en gang hver 3. måned. Det kommer helt an på, hvad jeg finder. Måske er mine venner lidt misundelige? Jeg tror det faktisk. Men er det mit problem? De kan da selv købe de samme produkter, som jeg gør. Hvis de vil. De bruger penge på deres biler. Selv kører jeg rundt i en gammel spand. Det er et spørgsmål om prioriteter, tror jeg.

Og jeg vælger altså at prioritere dyrt tøj og fede sneakers. Også selv om de andre synes, at det er lidt fjollet. Og forkælet.

Ikke spor forkælet

Så jeg må vist se at komme ud og få dem til at forstå, at jeg ikke er forkælet. At jeg prioriterer anderledes, og at de ikke behøver at være misundelige. Hvordan gør jeg det? Inviterer jeg dem herhjem til mig, og forklarer dem, at de sårer mig, fordi jeg køber dyrt streetwear? Eller skal jeg bare ignorere dem og lade, som om at jeg ikke har hørt dem sige det til mig? Fortæl mig, hvad jeg skal gøre. Måske skal jeg bare sige til dem næste gang, jeg ser dem, at jeg ikke gider at se dem længere, fordi vi har forskellige interesser. Er de ikke også forkælede, når de taler om deres dyre, nye biler? Eller er det tilladt blandt mænd, at man gerne må tale om biler, men ikke om tøj? Jeg er faktisk helt i tvivl lige nu. Derfor vælger jeg at ignorere, hvad de har sagt. Lader, som om intet er sket.